Messa di Gloria af Giacomo Puccini
Giacomo
Puccini komponerede Messa di Gloria ved sin afgangseksamen i 1880 fra
Instituto Musicale i Milano. Puccinis messe er en komplet messe, der
udover Kyrie og Gloria også indeholder Credo, Sanctus, Benedictus og
Agnus Dei.
Messa di Gloria blev aldrig udgivet af Puccini, men han brugte Agnus Dei i operaen Manon Lescaut og Kyrie i operaen Edgar.
I nyere tid blev messen først opført i Chicago og Napoli i 1952.
Giacomo Antonio, Domenico Michelle Secondo Maria Puccini 22. december 1858 – 29. November 1924
Puccini er en italiensk komponist, som er mest kendt for operaerne La Boheme fra 1896, Tosca fra
1900, Madame Butterfly fra 1904 samt den ufuldendte Torandot fra 1924, som blev færdiggjort af
hans elev Franco Alfano og uropført 1926.
Puccini, der blev født i Lucca i Toscana, kommer fra en fattig italiensk familie, der havde været
musikere i 5 generationer. Puccinis far døde, da Puccini var 5 år og Puccini opvoksede hos en
onkel, der fandt, at Puccini var en udisciplineret elev. Puccini fik dog i en ung alder stilling som
organist og korleder i Lucca. En dag gik han sammen med sin bror Michele de 30 km til Pisa for at
se opførelsen af Verdis Aida og her startede hans drømme om at blive opera komponist.
Fra 1891 til 1921 boede Puccini i i Torre del Lago og her havde han sin produktive periode især
frem til 1. Verdenskrig. Puccini var også meget interesseret i hurtige biler og var nær blevet dræbt
i en større trafikulykke i 1903.
Fra 1921 til sin død levede Puccini i Viareggio, få kilometer nord for Torre dei Lago. Hans vane med
at ryge Toscano-cigarer og cigaretter medførte diagnosen halskræft.
Puccini døde den 29. november 1924 af komplikationer efter en kræft opration. Nyheden om hans
død nåede Rom under opførelsen af La Boheme. Operaen blev straks stoppet og orkestret spillede
Chopins sørgemarch for det lamslåede publikum.
Ved premieren i april 1926 af operaen Turandot stoppede dirigenten Arturo Toscanini orkesteret
da operaen var kommet til det sted, hvor Puccini måtte opgive arbejdet, med ordene: ”Her lagde
Maestro pennen” og fortsatte ”men hans elev gjorde arbejdet færdigt”. Herefter tog dirigenten
stokken og orkesteret spillede operaen til ende til et tordnende bifald.
Cantique de Jean Racine af Gabriel Fauré (1845-1924)
Cantique
de Jean Rachine er et værk for blandet kor og piano eller orgel fra
1864/65. Værket er skrevet af Gabriel Fauré. Gabriel Fauré var 19 år
gammel da han skrev værket, som han fik 1. prisen for ved sin
afgangseksamen fra École Niedermeyer. Værket blev første gang opført i
1866, hvor der både var strygere og orgel. Værket blev udgivet i 1876 og
i 1906 blev der lavet en orkesterudgave af Gabriel Fauré.
Værkets
tekst er skrevet af den franske skuespilforfatter Jean Racine i 1688.
Jean Racine var som skuespilforfatter på højde med og levede samtidig
med skuespilforfatteren Molieré.
Gabriel Fauré var fransk
komponist, organist, pianist og musiklærer. Han er barn af en
musikerfamilie i Pyrenæerne Gabriel Fauré er blandt andet kendt for sit
Requiem og sangen ”Claire de lune” fra 1887.
Som 9-årig blev
Gabriel Fauré sendt til Paris for at blive uddannet som organist og
korleder. Han førte som ung et lidt udsvævende liv og oplevede at blive
fyret som organist, men fik hurtig ansættelse som assisterende organist
ved Notre Dame kirken i Paris. I 1870 deltog han som frivillig i den
Fransk/Preussiske krig.
Frem til 1905 havde Gabriel Fauré en
række forskellige jobs i Paris som organist, korleder og musiklærer
indtil han i 1905 blev chef for Musikkonservatoriet i Paris. En stilling
som han beholdt indtil han som 75-årig fratrådte i 1920 på grund af
tiltagende døvhed og svigtende helbred som følge af umådeholdende
rygning.
Gabriel Fauré fik en statsbegravelse ved sin død den 4. november 1924 og ligger begravet i Passy kirkegården i Paris.
Gabriel Fauré samtid
Gabriel
Fauré var 3 år ved den Franske Revolution i 1848. Han deltog aktivt i
den Fransk/preussiske krig i 1870 og oplevede pariserkommunens
revolutionære folkestyre i 1871. Han så borgerskabets stigende velstand
og skabelsen af det moderne Paris, som fandt sted frem til 1.
verdenskrig. Selv den frygtelige ”Great War” og de efterfølgende urolige
tider i starten af 20’erne nåede han at opleve. Det var en periode,
hvor samfund og menneskers levevilkår ændredes radikalt og dermed kunst
og kultur.