Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solen klar bølge
Og sommer skyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge.
Og Kronborg luder ved Sjællands port
mod hvide skuder hvor lyst! Hvor stort!

Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
Som vindens rislen i Danmars korn –
Da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager på sjællands bryst!
Hvor smiler fager den danske kyst!

Den danske mark i en bølgen går
Som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
Og rugen ånder med sol i sinde,
Og vinden iler til hvedens bryst
Hvor fager smiler den danske kyst.

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
Mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner det grønne land.
Hvor skønt fortoner sig sø og strand!

Alvorlig taler ved alfarvej
Med grønsvær tækket de gamles grave
Henfarne slægter – forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter i landets marv
sig ej fornægter. Bevar din arv.

Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen,
de duver dybt i Dønningen,
og over Stakke-Grønningen
omtrimler Kjærv og Neg,
det klaprer én om Ørerne,
fra Portene og Dørene,
bag hvilke de smaa Sørene'
har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!

Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
Rusker dem op til vågen flugt,
Jager dem mellem de favnende starnde,
Fylder med toner hver en bugt.
Og sømanden synger bag sit rat
På krydstogt fra Nordsø til Kattegat.

Dagen står høj over Limfjordens vande,
bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande
Hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går på sin agerjord
Med blikket forynget af luft og fjord.

Lyset slår blink over Limfjordens vande
Tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
Vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt.

Længsel er saltet i Limfjordens vande
Her fik jeg fartens glød på kind,
Her blev med kølige stænk mod min pande
Viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
I kuling fra Hals og til Harboør.

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!

Oh! den skønne, skønne maj!
Rundt på mark og høje står med åbent øje
blomster små ved hver en vej;
Herlig, herlig er den skønne maj!

O! natur, hvor skøn er du!
Træets knopper svulmer, livet stille ulmer
i hvert lille frøkorn nu.
Herlig, herlig, o, natur, er du!

Overalt er jubelklang!
Fuglen muntert triller, og mens hyrden spiller,
lyder pigens glade sang.
Herlig, herlig, toner glædens sang!
Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt -
hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt,
væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gøer, det lille kræ,
under taget svaler kvid're,
solen synker og så vid're.

I den røde aftensol
sidder moder i sin stol -
i den røde aftensol
sidder moder i sin stol,
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød,
drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund,
se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker!

Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg -
katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg,
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står,
moder klapper barnets kind,
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.

Når egene knoppes, og granerne duppes, og skræpperne kante den støvede vej. Når frøen fortæller, mens guldregnen hælder sig over syrenen i hviskende leg, da dages, da kommer
den danske skærsommer, farvel og på gensyn, du liflige maj!
Når rugen alt bølger, og kornblomsten dølger sin blå lille kyse bag gitter af strå. Når føllene tumle, mens køerne gumle, og viben sig soler med ungerne små, og derom alt fløjter den nattergal grå.
Når skoven har skygge, og bien gør lykke, og bøgen har mørknet sit lyseste blad. Når roser udspringe blandt torne, som stinge, lig luende elskov af truende had, den er der, og gør selv den tungeste glad.
O, fly ej for snarlig, men bring os lidt varlig fra nætternes lyse til tusmørkets stund! Vi vented så længe på blommende enge, på duften fra rosernes svulmende mund, – men bedst som du kommer,
du favre skærsommer, så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!

Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat. Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger.
Danmark, du vågner med søer blå mætte som moderøjne. Alt, hvad i dine arme lå, lader du solen skinne på ser, hvor det yppigt glider, frem af forgangne tider.
Lærker, som hopped af æg i vår svinder i himlens stråler. Tonerne ned med lyset går, samme sang som i tusind år. Lykken fra glemte gruber klinger af unge struber.
Køer og heste og får på græs
hen over brede agre, åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger, som går og kommer, - det er den danske sommer
Pigernes latter og lyse hår leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår mildt om et evigt Danmark spår sol over grønne sletter lykke og lyse nætter.

Nu går midsommer ind i Danmarks stue,
under loftet hænger lærkers sang.
Her kan øjet søge fortrolig
mellem enge, fjord og vang.
Alt igen er nær i en sommers klær.

Over gulvet er bredt et solskinstæppe,
vævet af ranunklers gule flor.
Bakkebølger veksler med skove
og et stykke hedejord.
Alt hvad vi har lært er os dobbelt kært.

Denne lyse og sommerlige stue
fyldt med kløverduft og strandens blæst.
Hører du en hvisken i løvet?
Elskov vær min sommergæst!
Latter her og der i det milde vejr.


For alle de små blomster, der dog er til i år -
og fugle, det er ikke til at sige.
Så fin og frisk og fager som bøgeskoven står,
ja, dertil har jeg aldrig før set lige.
Og hvor jeg vender øjet hen, jeg ser så sære ting,
det løfter så forunderligt herinde i mit sind.
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
naturen er forandret, eller jeg har været blind.

Om morgenen da flyver de fugle ud med sang,
som om de for nattero vil takke.
Og går jeg ned ved bækken en aftenstund en gang,
da er det som om bølgerne ku´ snakke.
Så hvisker det så sælsomt i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt og siger til mig: ”Tøv!”
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
Naturen er forandret, eller jeg har været døv.

Og folkets liv er heller knap, som det plejer van,
der skyder blomst i mangen simpel hytte.
Og vil I bare vente endnu et lille gran,
så bliver bonden landets bedste støtte.
De gamle folkeviser, der har lydt ved kamp og leg,
det er som fugletoner, jeg kan høre på min vej!
Jeg mærker i år: I Danmark er det vår,
Det hele er forandret, eller også er det mig!

På Sjølunds fagre sletter ved Østersøens bred,
hvor skoven kranse fletter om engens blomsterbed,
hvor sølverkilden glider nu ved ruinens fod,
dér stolt i gamle tider en kongebolig stod.

I borgens gyldne sale sig rørte muntert liv,
der hørtes skæmtsom tale og lystig tidsfordriv.
Kong Valdemar dér bygged så fast sit kongehus,
som det hans liv betrygged, til verden sank i grus.

Med lystig jægerskare på hviden ganger fløj
den konge tit med fare hen over stub og høj,
men i den raske glæde, ved jægerhornets klang
de glemte tit at bede og høre messesang.

I muld for længe siden kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde ham suse vildt forbi.

Natten er så stille, luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille henad søens glar.

Bølgens melodier vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier det betyngte sind.

Stille, hjerte, sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd, storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned!

Tavshed over hedesti og langs veje krumme.
En forsinket humlebi ene høres brumme.

Viben slår et enligt slag over mosedammen,
før den under frytlens tag folder vingen sammen.

Fjerne ruder østerpå blusser op i gløden,
hededamme bittesmå spejler aftenrøden.

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuld månen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand, hvor Danebrogen vajer, -
Gud gav os den, - Gud giv den bedste sejer!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand med vilde svaners rede,
I grønne ø'r, mit hjertes hjem hernede!

Uti vår hage där växa blå bär. Kom hjärtans fröjd!
Vill du mig något, så träffas vi där.
Kom, liljor och akvileja; kom, rosor och salivia,
kom, ljuva krusmynta, kom, hjärtans fröjd!

Fagra små blommor där bjuda till dans.
Vill du, så binder jag åt dig en krans.

Uti vår hage finns blommor och bär.
Men utav aHa du kärast mig är.

Dansen den går uppå Svinnsta skär,
hör klackarna mot hällen.
Gossen han svänger med flickan kär
i stilla sommarnatt
Blommorna dofta från hagen där,
och många andra ställen,
och mitt i taltrastens kvällskonsert
hörs många muntra skratt.
Ljuvlig är sommarnatten,
blånande vikens vatten.
Och mellan bergen och tallarna
höres musiken och trallarna.
Flickan har blommor i håren,
månen strör silver i snåren.
Aldrig forglömmer jag stunderna där
uppå Svinnsta skär.

Gossen tar flickan uti sin hand
och vandrar nedät stranden,
lossar sin julle och ror från land
bland klippor och bland skär.
Drömmande ser han mot vågens rand,
som rullar in mot sanden,
kysser sin flicka så ömt ibland
och viskar: »Hjärtanskär«.

Solen går upp bakom Konungssund
och stänker guld på vågen.
Fåglarna kvittra i varje lund
sin stilla morgenbön.
Gäddorna slår invid skär och grund
så lekfulla i hågen.
Men sista valsen i morgonstund,
man hör från Svinnersön.

Jag gungar i högsta grenen av Harjulas högsta ås; vitt skina de blåa vatten, så långt de av ögat nås. Av Längelmävesis fjärdar där skimrar ett silverband, och Roines älskliga vågor i fjärran kyssa dess strand.

Du helige himlens Herre, hör lilla fågelns bön: ack, hur är din jord så ljuvlig! Hur är din himmel så skön! O låt våra sjöar stråla klart uti vår kärleks brand! O herre, lär oss att älska, o lär oss att älska vårt land!


Make a Free Website with Yola.